Igennem mange år har jeg pralet med, at jeg ikke har noget arbejde. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at jeg ikke til stadighed forsøger at optimere min indtjening.
Når jeg i forbindelse med undervisning præsenterer mig og fortæller om mine værdier, kan jeg godt se mistroen i de studerendes øjne, når jeg fortæller dem, at jeg faktisk ikke synes der er forskel på at undervise dem, gå på golfbanen eller være ude som konsulent i en organisation.

Nu kan jeg så tilføje at jeg, som PhD studerende, er så privilegeret at have interaktion med de mange dygtige innovative forskere på Aalborg Universitet.  Så falder jeg over et citat: "Når du brænder for det du laver – bliver det du laver aldrig til et arbejde".  

Peter Drucker sagde engang, at den dygtige leder lader som om at hans medarbejdere er der frivilligt, altså uden løn. En leder der forstår at få sine medarbejdere til at brænde for det de laver, opnår jo netop at man ikke arbejder for penge, men for det man brænder for.
Når man i stedet for at studere sygefravær, kigger på dem der aldrig er syge, oplever man netop at de stærke medarbejdere der aldrig bliver syge, netop brænder for at gøre en forskel. Hvis det er rigtigt, kan man måske arbejde med den hypotese at et stort sygefravær er en direkte følge af dårlig eller mangelfuld ledelse.
Måske vi lige skulle se lidt på vores lederes kompetencer?
Jeg er utrolig privilegeret over, at kunne leve af det jeg brænder for – men jeg har altså også arbejdet proaktivt på at bringe mig selv i den situation. Hvordan ser din plan ud?

Der er i forskningskredse gennem tiderne anvendt mange ressourcer på at diskutere hvorvidt Aktionsforskning nu også er rigtig videnskab. Det er der mange gode grunde og motiver til, og den diskussion vil uden tvivl fortsætte i mange år i frem.
God redelig forskning er normalt forstået ved at, man som forsker forsøger at skabe nogle rammer, hvorved man kan beskrive eller iagttage et fænomen.

Forskeren er den neutrale og uvildige iagttager. I disse traditionelle kredse er det utænkeligt at forskeren blander sig, eller på anden måde påvirker det han eller hun vil undersøge.
Hvis du nu gerne vil undersøge hvordan adfærden og de sociale koder er i en rockerbande kan du anlægge to videnskabsteoretiske modeller til dit arbejde.

• Model A. Du får identificeret den bande du skal undersøge. Du får adgang til interviews og samtaler med medlemmerne. Du tager billeder og du iagttager alt hvad du ser. Du sender spørgeskemaer ud og får adgang til baggrundsmateriale.  Du skal nu stille dig selv nogle spørgsmål. Kan jeg regne med de svar jeg får? Er dem jeg interviewer oprigtige? Spiller deltagerne roller til ære for mig?
• Model B. I denne model bryder jeg med den traditionelle adgang og melder mig ind i den bande jeg ønsker at undersøge. Ved at melde mig ind i banden på lige vilkår med bandens deltagere må jeg acceptere (demokratiet) og de sociale koder i banden. Jeg arbejder på lige vilkår med dem jeg vil beskrive. Jeg forsøger at skabe forandringer indefra, og dermed oplever jeg også skyggesiderne i banden. Jeg får også adgang til den tavse viden.

Model A er den mere traditionelle forskningsadgang og model B er Aktionsforskning, som betyder at man for at lære en organisation at kende må melde sig ind i den og forsøge at arbejde med at skabe nye erkendelser inde i organisationen.
Det er underligt at man i de akademiske kredse bruger så mange ressourcer på dette emne, når det er tydeligt for de fleste at den ene metode ikke udelukker den anden, men at de to metoder er to ligeværdige tilgange til forskellige problemstillinger.