Er du tilgængelig nok som leder?

Detaljer

Publiceret: Fredag, 17. oktober 2014 09:56

Hvor tilgængelig er du som leder?
 Ja- Mogens – ved godt det lyder skørt, men jeg overvejede da også at kører over i modsat side af vejen på vej herind til morgen, - jeg har forøvrigt også hængt en strik op ude i garagen?

Når vi som ledere møder på arbejde om morgenen bærer vi noget af vores familieliv med på arbejde. Vores humør, mere eller mindre veludhvilet, øm i kroppen efter uvant arbejde fra ”gør det selv projekter”.

Når vi går ind igennem porten på virksomheden, eller kontoret, møder vores syn noget vi godt kender i forvejen. Vi har faktisk allerede et godt billede af hvad vi kan forvente vil ske de næste 3-4 minutter. Vi ser faktisk slet ikke hvad vi går ind i. Vi går nemlig ind i den fordom vi har om det vi plejer at se. Vores bevidsthed forventer nogle bestemte ting. Medarbejderen i receptionen siger ” god morgen” der responderes helt automatisk. Sådan går tingene, helt som de plejer, indtil du sidder i stolen og tænder for computeren.

Den første der kommer ind og forstyrre din ”opvarmning til dagen” er som regel også et kendt ansigt. En lederkollega, en assistent eller en helt anden kendt person. Vedkommende stikker hovedet ind og siger ”god morgen” der responderes helt som vores venlighed, og opdragelse, tilsiger. Med andre ord, - de fleste handlinger for lederen er på automatpilot.

Hvis vi spørger lederen; Hvad farve bluse havde pigen nede i receptionen på”? Hvor mange ville så kunne svare?

Lederens nærvær og tilstedeværelse er meget afhængig af hvordan vedkommende er kommet hjemmefra. Var samleveren sur og fik vi ikke kysset farvel? Eller fik vi sagt pænt ”god dag” til hinanden? Når vi bevæger os ud i verden er vi baised efter hvordan vi har det, men vi er også mere eller mindre til stede i nuet. Vi møder vores omgivelser med vores forforståelser. Om vi ser på ting (objekter) eller på mennesker (subjekter) gør ingen forskel, - vores erfaring og forforståelse fortæller os hvad vi ser. Vi er trygge og i balance så længe at ”verden” opfører sig som forventet.

På sådan en dag, hvor alt var forløbet helt efter planen, og jeg glad havde forladt hjemmet for at drage på jobbet, stod der pludselig en helt anden medarbejder inde på mit kontor. ”God morgen Mogens” God morgen Peter, svarede jeg” Hvad kan jeg gøre for dig Peter? (Stadig på automatpilot) Jo, - ser du Mogens, jeg var lige i København i nat?

Hvad var du? Svarede jeg (Nu blev jeg vist lige forstyrret)

Ja- Mogens – ved godt det lyder skørt, men jeg overvejede da også at kører over i modsat side af vejen på vej herind til morgen, - jeg har forøvrigt også hængt en strik op ude i garagen? (Nu fik han da vist min tilstedeværelse-100%)

Hvad er det du siger Peter – den er da helt galt – fik jeg mere eller mindre rystet fremstammet. Den helt normalt velfungerende medarbejder stod nu pludselig over for mig og fortalte noget helt usammenhængende og ”forstyrrende” i forhold til min forforståelse. Sådant noget siger en medarbejder da ikke – slet ikke til sin leder.

”Ja,- det er ikke godt, - men jeg har også haft besøg af en der kan drive ondskaben ud – og da der kom én og kneppede min kone fløj jeg altså lige en tur til København imens. ”

I en blanding af fortvivlelse, mistro, angst, og panik fik jeg fremstammet; ”Peter – tager du pis på mig? ”

Det gjorde han ikke. Peter var brudt sammen. Han fortsatte med at fortælle noget fuldstændig usammenhængende omkring djævleuddrivelse, utroskab, porno, spil på nettet o.s.v.

Det kan da ellers godt være, at jeg som leder blev bragt ud af min automatforståelse og forventning til dagen som leder på fabrikken. Hvordan tror du, at du ville reagere, når en fuldstændig normalt velfungerende og dygtigt medarbejder, stod foran dig en dag og lod førnævnte dialog passere?

Når vi som mennesker går igennem vores livsverden ser vi faktisk alt for lidt, - fordi vi ikke er til stede. Vi ”filmer” vores omgivelser og vi matcher vores billeder op med vores lagrede erfaringer, og så længe vi ser det vi tror vi ser, reagere vi med overspringshandlinger i form af bekræftelse af tidligere gjorte erfaringer. Vi bekræfter bare gentagelserne igen og igen.

Men ser vi så også de små nuancer og forskelle i udviklingen fra dag til dag? Ser vi kollegaen der pludselig har fjernet sit skæg? Den nyklippede? Den der er ked af det? O.s.v.

Hvis vi blot ”filmer” vores omgivelser og ikke er tilstede i nuet, ikke tager os tid til dialogen, ikke tager os tid til at stoppe op og samtale med vores kollegaer, går vi så ikke glip af de livsvigtige informationer, som kan resultere i, at vi pludselig har en medarbejder stående på kontoret, og hvor sikringen er sprunget?

Peter fik vi kørt på en psykologisk skadestue, og hans fagforening og familie fik ham på rette sport igen. Men hvis skyld er det at Peter kom helt derud?

Det er ikke kun arbejdet der får et menneske til at bryde sammen. Peter var meget fokuseret på IT-spil, fritidsarbejde og eget arbejde. Børn og ægteskab var sikkert også med til at skubbe til Peters læs. Kunne jeg, som leder for Peter, have hjulpet?

Nu var jeg faktisk slet ikke Peters nærmeste chef, - der var en leder mellem Peter og mig. Alligevel valgte Peter at komme til mig – måske fordi han betragtede mig som mere åben og tilstedeværende end hans nærmeste leder. Måske – måske ikke.  Men for at man som leder skal kunne hjælpe en medarbejder, skal man kunne se at vedkommende har det skidt. Man skal kunne føle og fornemme om de nærmeste medarbejdere trives eller mistrives. Man skal ligge vægt på de små ting. Man skal spørge oprigtigt til deres velbefindende. Man skal være til stede og tilgængelig.

Det nytter ikke rigtigt noget, at man skal bestille tid en uge før man kan få en snak med sin leder. Så travlt må en leder ikke have. Hvad ville der være sket med Peter – hvis jeg ikke havde været tilgængelig?